Første forsøg.

Skibe til Nicobar.  

Det er store Nicobar. Første forsøg på en koloni på Nico.

1723. :    ”Grev Lauervig ”                        Kapt. Jens Olsen Smit.

1755 :    ” Kongen af danmark”                 kapt. D. Bagger

Artlj. J.B.Tanck + kirug J.J.Franck og 39 mænd. ”kongelige tropper.”

sammen med  ”Ebernezer”                        Kompanie Kapt. Baltazar Hemmicke.

Som var Vicekommadant. + Ljnt. Baron A.W.v. Tanne.

16 kompanisoldater,

10 Kanon-laskarer og 8 kanoner.

Matrialeskriver N. Øeman,

reserveassist. J.de Wett og

12 ”civile Betientere”  ialt 83 mænd. –

De afsejlede fra Trankebar 8. sep.  – 17 sep. var skibene uden for Nicobarøerne. Modvind og strøm førte dem til Sumatra. - 12 nov. Nåede de St. Jørgens kanal.

Hvor de på land begyndte at rydde et stykke land. Først et hus til Ljnt. Tanck. Derefter en barak til soldaterne. Kompaniets folk boede i telte. I nov. Var proviantforsyningerne ved at slippe op.

Der var lidt ballade mellem Tanck og Baron Tanner. Han ville ikke indordne sig under Tanck, da han jo var en kongelig udsending. Soldaternes tøjlesløshed skræmte de indfødte bort, og det blev svært for dem at købe sig til varer. Stridighederne blev værre og værre mellem de kongelige tropper og kompagniets folk.

I slutningen af dec. Var de fleste af hytterne færdige. Og ved søkanten var der lavet en lille skanse med de 8 medbragte kanoner. D. 1 jan. kom øen i  danskernes besiddelse. De omdøbte dem til Frederiksøerne. Og den nyanlagt koloni kom til at hedde. Ny Danmark. På store Nico  ( Se Kay Larsen  s. 78 i de bengalske loger)

Det engelske skib ”Seahorse” kom til øen i marts. Hvor de fandt de fleste af dem der var blevet tilbage på øen, syge af feber og blodgang. Alle ville gerne tilbage til fastlandet.  Tanck og Baltzar døde på øen. Baron Tanner ville ikke påtage sig ledelsen.

I Trankebar var ”Ebernezer ” ved at gøre sig klar til udskibning til øerne. En ny assist. D. R. Fayer  6 håndværker 22 sipojer 13 slaver ( deriblandt 2 kvinder. ) samme eftermiddag  ank. ”Seahorse” med de dårlige efterretninger  fra øen.

Ebernezer ank. Til ”NY Danmark” og fandt alt i stor forfald. Her måtte Fayer overtage kommandoen.

 

Fra Trankebar afsendte de en ny hjælpeekspedition under ledelse af  Tyge Volqurtz

Næstkomd. Overass. C. F. Lund

3 underass.

4 håndværkerer

6 matroser

1 underoff.

16 kompanisoldater.

30 indiske kulier

Missionær D. Poltzenhagen fra Pommern. F. 1726 – døde på nico 1756.

Skibet ”København” med skipper R. Alling afsejlede fra Trankebar den.1. sep.  ank. 9 sep til Ny Danmark.

Kun 35 mand var i live. Ud af 83 døde 48 personer fra 12.nov. 55 til 1.sep. 56 (på 10 måneder. Næsten 5 pr. dag dør. )

Tyge Volqurz har fuldmagt til at flytte kolonien. Han vil forsøge på lille Nicobar.

De personer der kan tage med er : Baron Tanner  og 7 soldater. De syge sammen med   sergt. A. Lorentzen og Kirug H.G. Smidt  bliver tilbage for at passe stedet og de syge.

D. 17 sep. kaster de anker ved Nankovry havn.

d. 28  sep. var der 13 soldater der var syge. Alle kulier var syge.

Okt. Begyndte dødsfaldene igen med rivende hast.

d. 18 okt blev kolonien indviet, skønt den ikke var helt færdig bygget. ”Ny Sjælland”

Derefter afsejlede ”Kiøbenhavn”

Husene, pakhuse og et stort  hus med veranda blev aldrig færdige før 10 af de nyankomne kolonister døde.

5 nov. Kom Ebenezer kom tilbage fra en ”indkøbstur” som desværre ikke var lykkes alt for godt. Fornødenhederne var utilstrækkelig og skipper var død og mandskabet syge.

Nov. Mistede kolonien 13 mænd deriblandt kirugen og missionæren.

6 Dec .  Blev det endnu værre. Der døde Volquarts ( han førte dagbog som stadig er bevaret)

7 dec.  Dør viceskipper  Claus Møller. De falder på stribe!!

24 dec. Var der kun 24 i live.

Januar sender man skibet ” Ebernezer”  med telegram , om at opløse kolonien.

Tanner går ombord med 6 soldater. Skibet ank. Til Trankebar d. 11 jan.

Skipper Alling synes det var noget pjank, da han mente det var  Volqurts der havde valgt et forkert sted.

Guvermentet i Trankebar besluttede at prøve endnu engang.

22. maj afsejlede ” Ebernezer ” fra Trankebar med et nyt Oppehoved til kolonien. En ældre drikfældig herre Assistent Jens Twed.

Feldskærer Mester Tetsch  og et par koloni soldater. Man kender ikke deres skæbne, men man ved de er døde.

Skibet anløb  NY Danmark, hvor de tog de tilbageblivende kolonister  26 i alt.

Man lod dog 1 matros, 2 kompanisoldater og 1 Talliar  blive til at holde vagt for flaget. ( man kan jo undre sig over de ikke er døde.)  

Lorentzen og bådsmand Taraldsen var døde. 

13 juni ankomst til Nankovryhavn.

Jens Twed dør d. 29 juni .

De prøver ihærdig at bygge huse op, men feberen overmander dem.

Indbyggerne overfaldt kolonien. Alle undtagen  1 sergent og 5 kompanisoldater  blev tilbage. Resten gik ombord på skibet med det de nu kunne få med sig. De 6 tilbageblevne fik proviant til et par måneder. Skibet skulle hente hjælp udefra.

På rejsen ud sprang 2 i havet, nogle deserterede da de nåede til Atschin.

I Atschin ligger skibet 3 måneder, men der kommer ikke hjælp fra Trankebar.

Lund beslutte egenhændig at ophæve kolonien.

Mathias Rasmussen   som var fordrukken, støder på grund ved store Nicobar. Skibet ”Ebernezer” bliver til vrag, man prøver at redde hvad man kan, maden fordærves af søvand.

Folkene flygtede, nogle døde inden de kom med skib. Ingen kom tilbage til Trankebar. Der vides ikke om de 6 der blev tilbage på Ny Sjælland blev myrdet.

Lund blev ved strandingsstedet i 14 måneder. Han levede af frugter han fandt.

D.12. april 1759 kommer han ombord på et engels skib. Han kommer til Malakka-kysten. Hvor han ligger syg til den 18 sep.

22.marts 1760 kommer han tilbage til Trankebar, kun en skygge af sig selv.

På ”Ny Danmark” kunne man måske finde et par sten hvorpå Jens Twed fik indhugget  et kongeligt navnetræk.


-Hentet fra Internettet-

Galathea 1.

Overskrift 1

Fra "Galatheas Jordomsejling 1950 - 52" side 30-31,

kapitlet om "Skibet og Togtet"

af Skibets Chef, Kommandør Svend Greve.

Efter nogle dages ophold i den unge singhalesiske stat og dominion, der har en historie, som går langt over 2000 år tilbage i tiden, fortsatte ekspeditionen sin rejse syd om Ceylon til Indien.

I den bengalske bugt, et par døgns sejlads efter at vi havde forladt Colombo, stoppede Galathea en lørdag efterm iddag op ved Tranquebar og ankrede reden udfor den gamle danske fæst ning Dansborg, som Ove Gjedde anlagde i 1621. Korvetten Galathea havde ligget på den samme ankerplads i året 1845. Tranquebar var ikke længere en by , med "virkelig pragtfulde Bygninger paa den grønne Coromandelkyst", således som STEEN BILLE beskriver den i sin beretning om korvetten Galatheas rejse omkring jorden 1845-47, den var nu et fattigt fiskerleje på den lave, flade kyst, og de pragtfulde bygninger var forfaldne og halvvejs i ruiner, græsset groede frodigt overalt. Fæstningen var dog velbevaret og blev anvendt som et herberg, guvernørboligen, hvis sidste danske guvernør hed etatsråd HANSEN, var delvis beboet af to pensionerede indiske embedsmand, som elskværdigt viste os rundt i det øde hus med de tomme sale; de to kirker, Jerusalemskirken og Zionskirken, hvoraf den ene endnu ejes af Danmark, var begge i brug, og i sakristiet kunne vi blade i resterne af gamle danske kirkebøger, men kirkegården med de danske gravsteder var slemt forfalden, og medtaget af tropeklimaet. Byporten bar Christian den VII's navnetræk.

Vi spadserede rundt mellem alt dette i en sær stemning, gik på posthuset og sendte kort hjem til Danmark, og senere samledes vi i den gamle garnisonskirke.

Vi havde den skik at skænke de tidligere danske kolonier eller handelspladser, som den gamle Galathea havde besøgt, en kopi af korvettens navnebræt, og vi gav kirken et navnebræt, som blev hængt op i koret. Befolkningen modtog os i store skarer stranden, når vores fartøjer landede gennem brændingen, og Galathea selv var hele dagen omgivet af utallige fartøjer, primitive tømmerflåder og robåde, fyldt til randen af interesserede og venlige besøgende.

Søndag eftermiddag lettede Galathea, men inden vi stod til søs , sk ø d vi tre salutskud til æ re for den gamle f æ stning.

OCR behandlet 15. Feb 2006,  H J Hess

Foto Peder Rasmussen.

Dansk Ekspeditionsfond | info@galathea3.dk

 

Galathea 2 (1950-52)

100 år efter Galathea 1 var verden en helt anden. To store krige havde forandret verden, og efter 2. Verdenskrig åbnedes grænserne på ny. Danmark var stadig en søfartsnation af betydning, men kolonierne hørte fortiden til.

Det var oprindeligt tanken, at Galathea 2 skulle udsendes præcis 100 år efter Galathea 1, altså i 1945, men det måtte opgives på grund af Verdenskrigen.

Allerede længe før krigen havde unge søofficerer og forskere drømt om at udsende en Galathea 2-ekspedition, men planerne blev først konkrete i 1941, da journalisten og forfatteren Hakon Mielche kom ind i billedet.

I 1941 læste Mielche en artikel i Ekstra Bladet, som refererede et foredrag af zoologen dr. Anton Frederik Bruun på Danmarks Akvarium. Bruun havde underholdt sine tilhørere med historier om søslanger, og som videnskabsmand ville han ikke afvise, at der på de store, uudforskede havdybder kunne findes skabninger som monster-agtige søslanger.

Hakon Mielche kontaktede Bruun, som kunne bekræfte referatet i avisen. Og sådan opstod ideen om dybhavsekspeditionen Galathea 2. Søslangen fandt man aldrig, men Galathea 2 gik alligevel over i historien som en af de mest succesrige danske forskerekspeditioner.

Planlægning med forhindringer

Der skulle gå ni år, fra idéen om endnu en Galathea-ekspedition opstod, til fregatten Galathea lagde fra kaj. Dels var krigen naturligvis en hindring for projektet, og dels skulle der efterfølgende rejses penge.

Professor Bruun og Hakon Mielche stod for det langvarige, indledende benarbejde med ekspeditionen, men de var ikke de eneste, der havde fået udlængsel under krigen. Grønlandsforskerne Eigil Knuth og Ebbe Munch var også ivrige efter at komme af sted, og også Mongoliet-eksperten Henning Haslund-Christensen havde planer om en ekspedition.

I juni 1945 mødtes de alle hos Hakon Mielche i Roskilde. Her blev det besluttet at stifte Dansk Ekspeditionsfond, som skulle finde pengene til de mange ekspeditioner - især ved bidrag fra udlandsdanskere og ved at indkassere et særligt gebyr på salg af cigaretter.

Alle tre ekspeditioner kom af sted. Den største, dybhavsekspeditionen Galathea 2, dog først fem år senere - med Søværnet ombord på den til lejligheden indkøbte og omdøbte fregat Galathea.

Fremsyn og tilbageblik

Galathea 2 afsejlede fra Langelinie en grå oktoberdag i 1950. Det var et fortrinligt skib: 80 meter langt, 11 meter bredt og med en vægt på 1.600 tons. De to dampturbiner kunne levere en hastighed på 12 knob.

De videnskabelige resultater, som ekspeditionen hjembragte efter to år på verdenshavene, oversteg på en række punkter forventningerne, selv om rejsen undervejs måtte afkortes af økonomiske grunde. Blandt sideaktiviteterne på Galathea 2 var etnografiske undersøgelser.

Forskerne på Galathea 2 fulgte op på arbejdet fra den første Galathea-ekspedition for at måle udviklingen over den forløbne tid. Ekspeditionen besøgte således flere af de destinationer, som også Galathea 1 havde lagt ruten forbi mere end 100 år tidligere - blandt andet den tidligere men ikke særligt kendte danske koloni Nicobarerne i Den bengalske Bugt.

På Galathea 2 var formidling til offentligheden for første gang et vigtigt element. Skiftende journalister og filmfolk anført af Hakon Mielche var med ombord, og projektet opnåede der igennem en dyb folkelig forankring. Mere end 20.000 danskere mødte således op på Langelinie, da ekspeditionen vendte hjem 29. juni 1952.